Rollistan i Once Upon A Time… in Hollywood

Quentin Tarantinos niende film er en drømmende rejse tilbage til 1969, hvor Hollywood stod på tærsklen til en ny æra. “Once Upon A Time… in Hollywood” er ikke bare endnu en nostalgisk tilbageblik – det er en film der handler om venskab, karriereangst og en branches uskyldstab. Med Leonardo DiCaprio og Brad Pitt i hovedrollerne leverer Tarantino en af sine mest modne og følelsesmæssige film.

Det der gør filmen særlig er kombinationen af Tarantinos kærlighed til detaljer fra perioden og de to mandlige hovedrollers fantastiske kemi. DiCaprio spiller den aldrende TV-westernstjerne Rick Dalton, som kæmper for at holde karrieren i live, mens Pitt er hans stuntman og bedste ven Cliff Booth – en afslappet fyr med en mystisk fortid. Deres venskab bærer hele filmen og giver den hjerte.

Læs også artiklen Rollistan i Inglourious Basterds

Hvorfor skal du se Once Upon A Time… in Hollywood?

Filmen er et mesterstykke i stemningsskabelse. Tarantino genskaber 1969 så autentisk at man næsten kan lugte benzindampene fra muskelbilderne på Sunset Boulevard. Men det er også en film om forandring – hvordan Hollywood gik fra studiesystemets glamour til en mere rå og uafhængig æra.

Margot Robbie lyser op som Sharon Tate, skuespillerinden hvis tragiske skæbne i virkeligheden blev en af historiens mørkeste begivenheder. Tarantino vælger dog at give historien en anden drejning, hvilket gør filmen både følelsesladet og uventet.

Læs også artiklen Rollistan i Pulp Fiction

Rollistan i Once Upon A Time… in Hollywood

Skuespillerne i Once Upon A Time… in Hollywood udgør et imponerende ensemble af både etablerede stornavne og lovende talenter. Her er en oversigt over de vigtigste medvirkende og deres roller:

Læs også artiklen Hollywood i kris AI revolution och stjärnors oro skakar om branschen

Hovedrollerne der bærer filmen

Leonardo DiCaprio leverer måske sin bedste præstation nogensinde som Rick Dalton. Han viser hele følelsesregistret – fra usikkerhed og panik til professionel stolthed. Scenen hvor Rick bryder sammen i sin trailer efter en dårlig optagelse, for derefter at levere en fantastisk præstation, viser DiCaprios utrolige rækkevidde.

Brad Pitt vandt en Oscar for sin rolle som Cliff Booth, og det var velfortjent. Han spiller med en afslappet coolness der skjuler karakterens kompleksitet. Cliff er loyal, farlig når det kræves, og accepterer sin plads i hierarkiet uden bitterhed. Scenen på Spahn Ranch hvor han konfronterer Manson-familien er elektriserende.

Margot Robbie fik kritik for at have relativt få replikker, men hendes rolle handler om tilstedeværelse og uskyld. Den smukke scene hvor Sharon ser sig selv i biografen og nyder publikums reaktion er filmens følelsesmæssige hjerte.

Det stærke ensemble

Tarantino har altid haft et godt øje for casting, og denne film er ingen undtagelse. Al Pacino giver Marvin Schwarz den perfekte blanding af charme og forretningsmæssig hårdhed. Kurt Russell bringer autoritet til rollen som stuntkoordinator, mens Bruce Dern er rørende som den aldrende ranch-ejer George Spahn.

Dakota Fanning er uhyggelig som Squeaky Fromme, og viser hvordan almindelige unge mennesker blev draget ind i Mansons kult. Margaret Qualley spiller Pussycat med en blanding af forførelse og fare der fanger tidens ånd perfekt.

Mindre roller fra folk som Timothy Olyphant, Mike Moh (som Bruce Lee) og Damian Lewis (som Steve McQueen) tilføjer autenticitet og dybde til filmens verden.

En film om overgang og nostalgi

“Once Upon A Time… in Hollywood” kom i 2019, netop som Hollywood-industrien selv stod over for massive ændringer med streaming-tjenesternes overtagelse. Filmens tema om en skuespiller der kæmper for relevans i en skiftende branche ramte derfor ekstra hårdt.

Dengang var diskussionen om #MeToo også i fuld gang, og filmen blev kritiseret af nogle for sin behandling af kvindelige karakterer, særligt Bruce Lees kone protesterede mod skildringen af hendes afdøde mand. Men filmen fandt også et stort publikum der satte pris på Tarantinos kærlighed til filmhistorien og hans vilje til at genfortælle en mørk begivenhed med et mere håbefuldt udfald.

I dag fremstår filmen som en af Tarantinos mest personlige. Det er en film lavet af en mand der elsker biografen, lavet til andre der deler den kærlighed. I en tid hvor superhelte-franchises dominerer og originale historier kæmper for at finde publikum, føles “Once Upon A Time… in Hollywood” som en påmindelse om hvad film kan være – stemningsfuld, karakterdrevet og villig til at tage sig tid.

Filmens behandling af Manson-mordene – hvor Tarantino giver ofrene en anden skæbne – kan ses som et ønske om at omskrive historien. Det er eventyrfortællingens magt: muligheden for at give en bedre slutning end virkeligheden tillod.

Ofte stillede spørgsmål om Once Upon A Time… in Hollywood